Abildskov Blomster

Velkommen hos Abildskov Blomster. En blog om stort og småt i butikken, årstidernes skiften og ideer til højtiderne. Så håber du vil følge med og læg gerne en kommentar, god fornøjelse.









torsdag den 27. september 2012

Møbel udsalg

Hvis du lige står og mangler et fint "nyt" møbel, er her måske et par ideer.
Her er en rigtig sød kommode, med en sød tekst på den ene skuffe
"Min yndlings skuffe"
H 90cm, L86cm, B48cm. Førpris 1195, nu kun 850kr.
 
 En anden sød kommode, med billeder af en fin ballerina.
H 83cm, L 74cm, B 43cm. Førpris 1295, nu kun 1000kr.
 Et cremefarvet sødt medicinskab, med billede af ballerina.
 H 38cm, L 32cm, B 13cm, Førpris 250, nu kun 150kr
 Et nyt bord, men malet slidt, med et super fint billede på bordpladen, fra Jeanne D árc. Bordpladen er lakeret, så det er nemt at tørre af.
 H 75cm, L 100cm, B62cm, Før pris 1000, nu kun 750kr.
 Et vægskab, fra Ib Lauersen, H 71cm, L 68,5cm, B26,5cm, Førpris 1395, nu 1000kr
 Her et lille sengebord, med fine udskæringer på benene. H 69cm, L 51cm, B 37,5cm. Før 500, nu kun 350kr
 Her et super skønt toiletmøbel, stort og tungt, og så nemt at pynte. Spejlet har lidt patina, men det koster jo bare ekstra :-)
 H 160cm, L 115cm, B 52cm, før 2995, nu kun 2500kr
 Et cremefarvet træstrygebræt, god til stilleben eller aflastningsbord. H 80cm, L 145cm, B 28cm,
Førpris 495, nu kun 250kr.
Håber der er noget der frister.
Hilsen og god aften Lisbeth 

tirsdag den 25. september 2012

Et varmt knus, på en kold dag.....

 
 Den butik jeg overtog for 4 år siden, var primært en begravelsesbutik, men idag laver jeg heldigvis alt hvad der hører sig til i en alsidig blomsterbutik anno 2012, dog laver jeg stadigvæk rigtig meget begravelsesbinderi.
 Som oftest er det jo "bare" et job der skal gøres, når der skal pyntes kiste og pyntes kirke, men nogle begravelser kommer tættere på end andre. Det kan jo være venner, familie, folk man holder af, folk man har fulgt i et sygdomsforløb, eller skæbner der griber en om hjertet.
 Forleden dag ringede bedemanden så, med den ordrer jeg har frygtet, siden jeg åbnede butikken. En lille syg pige, der ikke fik mange dage med sin familie skulle begraves. Blomsterne og pyntningen var som sådan ikke noget problem, mit problem var, at sidst jeg så en børnekiste, var det min egen søn der lå i den. Så  jeg frygtede lidt min egen reaktion, om jeg ville være helt ødelagt og om jeg kunne gøre jobbet godt nok.
 Så jeg fik et kistelåg ned i butikken jeg kunne gå at kigge på, og det hjalp til at abstrahere fra Daniels sygdom og begravelse og istedet tænke på den lille pige og hendes stakkels familie.
 Da jeg kom i kirken, stod kisten fremme og jeg gik og talte med pigen, fortalte hvad jeg lavede med blomsterne, fortalte lidt om vejret og bad hende hilse Daniel osv. Nogen gange er det godt man går alene :-) Jeg tændte lyset og der blev så fint i kirken, og jeg tog derfra med en god følelse i maven, nu havde jeg ihverfald gjort hvad jeg kunne, for pigen og hendes familie.
 Tit efter et bryllup eller festpynt fx får jeg positive tilbagemeldinger, om at kunderne var tilfredse og glade for blomsterne, men ikke så tit til begravelse, så man ved faktisk ikke altid, om det man har gjort var det rigtige og om det passede til folks forventninger. For jeg  bruger meget energi på at forestille mig personen og ofte bliver jeg rørt og græder, når jeg står og laver blomster, om det så er begravelse, bryllup eller andet.
 Men heldigvis idag kom den lille piges mor og gav mig et kæmpe knus, blomsterne havde været ligesom de gerne ville have og det varmer jo, på en kold, trist regnfuld efterårsdag:-)
Håber I har en dejlig aften foran pejsen, hilsen fra Lisbeth

torsdag den 6. september 2012

Efterår og Guldbryllup..........

 Så kom efteråret igang, det er dejligt med lidt nye farver.
 Normalt er jeg slet ikke til orange og gyldent, jeg har det bedst med pastel farver, men de to nuancer  kan jo sagtens kombineres




 I morgen har mine forældre guldbryllup, hold nu op 50 år........Nå men mor Bodil  har frabedt sig alt hurlumhej, men jeg skyndte mig nu alligevel at klaske et hjerte sammen, her til aften. Håber hun alligevel sætter pris på det, for det er da stort i disse dage at holde sammen så længe, og det skal da fejres.
For at det ikke blev for æresport agtigt, brugte jeg bare lidt troldhassel, efeu og hjerteranker, og pyntede med lidt bær, chrysanthemum og guldtråd.
Vi får se, hvad hun siger?
Ha en god aften allesammen
Hilsen Lisbeth

tirsdag den 4. september 2012

Kan I huske ham her?



 Kan I huske ham her? Vores nyeste medlem af familien, Gizmo.
 Han er nu blevet en rigtig flot fyr.

 Her er ynglingspladsen i vindueskarmen, så kan man holde øje med naboens katte og vente på at skolebussen forhåbentlig har nogle børn med hjem til ham.

Er jo som I kan se også en klog fætter, er god til at hjælpe Freya med lektier. Eller er det brødet på bordet der er spændende?

Elsker at være på Camping, og ved ikke hvem der er mest træt Nicklas eller Gizmo?
Hyggeligt er det ihvertfald at sove i ske.







Og en King Charles skal selvfølgelig have en hundeseng med krone, dem sælger jeg i butikken til 995.00 hvis nogen skulle være interesseret :-)
Ha en hyggelig aften
Hilsen Lisbeth


søndag den 2. september 2012

Mor og datter på catwalken

 I fredags var min datter og jeg, modeller for en dag. Flere af vores lokale butikker var gået sammen om et super godt modeshow, her er lidt billeder fra dagen.
 Her får Freya sat hår af søde Janne, som godt nok er blomsterdekoratør, men super dygtig til at ordne hår.
 Og Freya er så glad for at få sat hår, at hun plejer at lade det sidde i mange dage, idag søndag er det godt nok noget uglet, men ud skal det ikke :-)
 Jeg var hos LUX og få ordnet hår, her en knold med loops.
 Freya i smart fritidstøj og briller fra Profiloptik, pigerne elsker at have briller på.
 Det er grænseoverskridende for mig at gå model, for som stor pige er selvtilliden ikke helt i top.
Man er jo nok aldrig rigtig tilfreds med sig selv, men jeg synes det er sjovt og der er jo rigtig mange
der har det lige som mig, og der findes jo så meget flot tøj idag, der fremhæver de gode ting man jo har, selv om man måske ikke selv kan se dem.
 Det sjove er også at komme i noget tøj, man aldrig ville drømme om at kigge på, jeg er personlig slem til at kun købe sort, for det "slanker" jo, men kan jo godt se at det kvikker med lidt mønstre og farver.
 Og Freya er jo bare skøn i alt, hun fylder snart 10 år og jeg gruer for fremtiden, for hun er allerede helt med på hvad der er smart og in, og hun ønsker sig alt tøjet hun havde på + resten af butikken.
En sjov og hyggelig aften ,som vi nyder at have sammen. Og så hjælper vi forhåbentlig de lokale butikker til at få solgt nogle varer.



God søndag til alle. Hilsen Lisbeth og Freya















torsdag den 30. august 2012

Blomster og loppefund

 Her lidt billeder fra et forårskursus, jeg kaldte blomster og loppefund.
 Denne søde etagere, limet sammen af gammelt porcelæn, også en sød ide til bordpynt.
 Her pyntet med på det tidspunkt, årstidens blomster.
 Her gemt bag døren, kreative piger i fuld sving. Døren er forresten fundet i en bunke affald,
en utrolig flot blyindfattet meget høj dør, der har været brugt på et hotel i Silkeborg, som idag adskiller butik og arbejdsområde.
 Disse søde rammer fik jeg ideen til, da vi skulle flytte vores postkasse og jeg pludselig stod med 2 grimme huller i væggen, og jeg havde ikke lige lyst til noget kranse værk. Så pyntede jeg disse rammer og hang op istedet og det er virkelig flot og anderledes.
 Men de er nu også søde bare at stille imellem familiebillederne, det bryder lige helheden.
 Spejlet har jeg købt for 50kr og har limet direkte på spejlet, noget der skulle forestille en forårshave,
det er svært at tage billeder af spejle, men håber I kan fornemme virkningen.
Ved godt den er lidt forårsagtig, men skal nok se om jeg kan få den gjort klar til efterår/jul.
Håber I blev inspireret og kan lide mine ideer.
Hilsen Lisbeth