Abildskov Blomster

Velkommen hos Abildskov Blomster. En blog om stort og småt i butikken, årstidernes skiften og ideer til højtiderne. Så håber du vil følge med og læg gerne en kommentar, god fornøjelse.









tirsdag den 25. september 2012

Et varmt knus, på en kold dag.....

 
 Den butik jeg overtog for 4 år siden, var primært en begravelsesbutik, men idag laver jeg heldigvis alt hvad der hører sig til i en alsidig blomsterbutik anno 2012, dog laver jeg stadigvæk rigtig meget begravelsesbinderi.
 Som oftest er det jo "bare" et job der skal gøres, når der skal pyntes kiste og pyntes kirke, men nogle begravelser kommer tættere på end andre. Det kan jo være venner, familie, folk man holder af, folk man har fulgt i et sygdomsforløb, eller skæbner der griber en om hjertet.
 Forleden dag ringede bedemanden så, med den ordrer jeg har frygtet, siden jeg åbnede butikken. En lille syg pige, der ikke fik mange dage med sin familie skulle begraves. Blomsterne og pyntningen var som sådan ikke noget problem, mit problem var, at sidst jeg så en børnekiste, var det min egen søn der lå i den. Så  jeg frygtede lidt min egen reaktion, om jeg ville være helt ødelagt og om jeg kunne gøre jobbet godt nok.
 Så jeg fik et kistelåg ned i butikken jeg kunne gå at kigge på, og det hjalp til at abstrahere fra Daniels sygdom og begravelse og istedet tænke på den lille pige og hendes stakkels familie.
 Da jeg kom i kirken, stod kisten fremme og jeg gik og talte med pigen, fortalte hvad jeg lavede med blomsterne, fortalte lidt om vejret og bad hende hilse Daniel osv. Nogen gange er det godt man går alene :-) Jeg tændte lyset og der blev så fint i kirken, og jeg tog derfra med en god følelse i maven, nu havde jeg ihverfald gjort hvad jeg kunne, for pigen og hendes familie.
 Tit efter et bryllup eller festpynt fx får jeg positive tilbagemeldinger, om at kunderne var tilfredse og glade for blomsterne, men ikke så tit til begravelse, så man ved faktisk ikke altid, om det man har gjort var det rigtige og om det passede til folks forventninger. For jeg  bruger meget energi på at forestille mig personen og ofte bliver jeg rørt og græder, når jeg står og laver blomster, om det så er begravelse, bryllup eller andet.
 Men heldigvis idag kom den lille piges mor og gav mig et kæmpe knus, blomsterne havde været ligesom de gerne ville have og det varmer jo, på en kold, trist regnfuld efterårsdag:-)
Håber I har en dejlig aften foran pejsen, hilsen fra Lisbeth

1 kommentar:

  1. Kære Lisbeth,

    åh sikke en hjertegribende fortælling og hvor er det en smuk smuk pyntning, du har lavet.

    Ja, ord slipper op og virker ligegyldige i sådan en meningsløs og ubærlig situation. Men hvor var det dog fantastisk stærkt klaret af dig, at du kunne gennemføre opgaven og endda gå styrket ud af kirken med en god fornemmelse i maven.Du har gjort en forskel i de stakkels, sørgende forældres liv på et tidspunkt, hvor de trængte alleraller mest til det.

    Ja, lad os krybe ind under tæppet og varme os i nærværet med dem vi elsker.

    Mange kærlige tanker fra mig

    SvarSlet